Tag Archives: udstillinger

Haikudigte på Pinseturne


10 hvide LANDET-plader spækket med haikudigte om Asnæs og Nykøbing er draget på turné hen over Pinsen.

Elever fra 7. klasse på Bobjergskolen i Asnæs, 7. og 8. klasserne på Skolerne i Nykøbing og NVPRO ved godt hvad et haiku-digt er. Lige nu kan du se deres haiku-digte om deres hjembyer. De er nemlig udstillet på bibliotekerne i Nykøbing og Asnæs frem til d. 29. maj.

Nyt på LANDET
Herefter kommer haiku-digtene på museum som en del af udstillingen LANDET på Odsherreds Kulturhistoriske Museum.

– Vi ønskede at forny udstillingen og samtidig inddrage skolerne i Odsherred. Løsningen blev projektet ”Haiku din hjemby”, hvor skolerne fik tilbud om 2-3 helt hvide plader og en introduktion til, hvad haikudigte er. Og det er der kommet nogle rigtig fine haiku-plader ud af, fortæller kommunikationsmedarbejder på museet, Marianne Nielsen.

Udstilles på bibliotekerne
Inden haiku-pladerne skal pryde gårdspladsen på Odsherreds Kulturhistoriske Museum, skal haiku-digtene på turné. Frem til tirsdag d. 22. maj er udstillingen at finde på biblioteket i Nykøbing, og herefter i blandt bogreolerne i Asnæs frem til tirsdag efter Pinsen.

– Herefter skal de tilbage til museet og lakeres, så de kan tåle det danske sommer- og efterårsvejr. For de skal udstilles helt frem til slutningen af oktober på museets gårdsplads, fortæller Marianne Nielsen.

Haiku-postkort

Med så mange elever sat på haiku-opgave var der ikke plads til alle haikudigtene på de i alt 10 plader. Derfor vil omkring 20 digte senere udkomme som postkort, som man kan få gratis, når man besøger udstillingen LANDET.

Både LANDET og museets udstillinger har gratis adgang for børn og unge under 18 år. Museet har åbent tirsdag – fredag kl. 10 – 16 og i weekender og helligdage kl. 11 – 16. Mandag lukket – også 2. Pinsedag, selvom det er en helligdag.

Bag LANDET-projektet står Odsherred Bibliotek og Kulturhuse, Odsherred Teater og Odsherreds Kulturhistoriske Museum. Og allerede nu kan du sikre dig billetter til efterårets forestilling inde i udstillingen på www.nvsbilletten.dk